Danselinjen er for elever som har interesse og lyst til at prøve kræfter med sig selv i dans.

Hvad end du er rutineret eller nybegynder, vil vi kunne udfordre dig med nye stilarter og perspektiver på dans.

img_4434

På danselinjen oparbejder vi en solid dansefaglig base, udvikler dit koreografiske potentiale samt udvider din viden omkring dans – både kropsligt og teoretisk.

Dansestilene på skolen vil være et spændende udpluk af stilarter, med hovedvægt på de amerikanske dansestilarter, lige fra de showprægede og fusionerede stilarter som Hip Hop*, Moderne, Contemporary og Jazz, til mere eksperimenterende post-moderne dans.

Derudover har vi et eksklusivt samarbejde med Svendborg Rabbits’ professionelle baskethold, som vi er cheerleadere for under deres kampe.

I linjetimerne arbejder vi med koreografier og produktioner, både færdigt materiale, men også hvor du selv er med til at koreografere.

Udgangspunktet på danselinjen er netop at give dig redskaber til at udvikle dit kreative potentiale til selv at skabe og koreografere bevægelse og dans.

Træningen vil veksle mellem lærerstyret teknisk grundtræning i et udvalg af dansestile og lektioner, hvor der sammen improviseres og eksperimenteres med bevægelsesmuligheder og kropslige udtryk.

For at underbygge din grundtræning, smidighed og kropsbevidsthed, vil stretch og yoga indgå som en del af opvarmning og/eller afspænding.

I løbet af året vil vi have forskellige visninger og forestillinger både på og udenfor skolen.

Du har dit linjefag i 8 lektioner om ugen, fordelt på 4 dage med dansefagene Choreo’ lab, Koreografi, Teori og fordybelse og Fysisk træning/Repertoire. 

Ud af de 8 lektioner vil 2 lektioner være egen-tid, hvor der løses linjeopgaver til den efterfølgende dag.

Vi arbejder med at:

  • Udforske forskellige dansestilarter med rod i den amerikanske tradition
  • Opøve en danseteknisk base med balance, styrketræning og smidighed i fokus
  • Opøve evnen til at arbejde og tænke kreativt med koreografi gennem improvisation og udforskning af grænser og kroppens bevægelsesmuligheder.
  • Opøve en teoretisk forståelse for kriterierne for god koreografi gennem komposition og musikforståelse
  • Lave opvisninger og forestillinger undervejs i forløbet
  • Lave dansefilmsproduktion gennem et tværfagligt forløb med film/tv og mediekunst-linjen

* f.eks. Popping, Locking, House, New School, Dancehall, Waacking, afhængig af gæstelærere.

** Vi vil få besøg af gæstelærere, som underviser i stilarter, vi ikke træner til hverdag.

Advertisements